Tæppe med “muslinger”

Jeg er i gang med endnu et tæppe og jeg vælger allerede at dele opskriften nu, for nu har jeg fundet frem til hvor mange masker jeg skulle slå op …  nu er det jo bare at blive ved med at hækle indtil jeg har den længde jeg gerne vil have 🙂

Mit tæppe bliver et babytæppe på 80×110, fordi jeg synes at et babytæppe lige skal være lidt større end en alm. babydyne. Du kan jo selvfølgelig lave dit tæppe i lige den størrelse du vil, men antallet af masker du slår op, skal være deleligt med 6 og så skal du lave en ekstra luftmaske at vende på – altså 6+1.
Det her mønster er bare et helt almindeligt muslingemønster, men der findes adskillige variationer af det 🙂

Denne gang har jeg brugt Baby Wool fra Stof og Stil, hvilket faktisk er lidt af en fejl. Jeg er ikke super stor fan af at lave tæpper af ren uld og så er den grå farve ret irriterende at arbejde med fordi den trævler og bliver helt “nusset” (den er jo ikke indfarvet på samme måde som de andre). Jeg ville hellere have købt noget Dale Lerke garn som jeg brugte til mit tæppe med bølgende striber eller måske endda bare have lavet det hele i ren bomuld, for at gøre det lidt billigere. Tæppet bliver nu stadig rigtig fint og  det bliver et varmt tæppe der kan bruges om vinteren 🙂

Eksempel på beregning 😉
Mine “muslingeskaller” er 2,5 cm.
Fordi jeg vil have mit tæppe til at være 80 cm bredt siger jeg: 80/2,5 = 32
32×6=192
Derfor skal jeg lave 192 lm + 1 lm at vende på 🙂

Følgende opskrift giver et tæppe som er ca. 80 cm bredt (kommer selvfølgelig an på hæklefasthed 😉 )

Række 1:
Slå 192 lm op + 1 lm med en 3,5 mm nål
Skift til en 3,00 mm nål
1 fm i 2. maske fra nålen
*Spring over to masker
5 stgm i samme maske
Spring 2 masker over
1 fm*
Gentag ** hele rækken hen.

Række 2:
Vend med 3 lm (som gælder for den ene stangmaske)
2 stgm i samme maske som luftmaskerne
*Spring 2 masker over
1 fm
Spring 2 masker over
5 stgm i samme maske*
Gentag rækken hen, indtil du har 6 masker tilbage på rækken, så skal du lave;
Spring 2 masker over
1 fm
Spring 2 masker over
3 stgm i samme maske

Række 3:
Vend med 1 lm
1 fm
*Spring 2 masker over
5 stgm i samme maske
Spring 2 masker over
1 fm*
** gentages hele rækken hen

Række 2 og 3 gentages nu indtil tæppet har den ønskede længde 🙂

Hvis du bliver lidt forvirret over om du er i gang med en række  2 eller 3, så er det sådan at når din startsnor er til højre, så er du i gang med en “række 2” og når den er til venstre, så er du i gang med en “række 3” (håber det hjælper) 🙂

I garnnøgle på 50 g med en løbelængde på 144 meter er nok til lidt over 10 rækker. Hver stribe i mit tæppe består af 12 rækker. Der er brugt lidt mere af den grå, fordi der er to rækker mere i den første striber når man starter.

Mvh.
UnderskriftIndlæg

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *